Det er en entusiastisk og glad prisvinner Norsk Litteraturfestival har fått i tale i forbindelse med offentliggjøringen av vinneren av Bjørnsonprisen 2022. Og uten å foregripe begivenhetens gang har vi spurt Niviaq Korneliussen om hva hun tenker å snakke om i ditt Bjørnsonforedrag på Lillehammer 1. juni?
«Til Bjørnsonforedraget vil jeg gerne tale om, hvordan jeg føler, at min roman har haft en større effekt end mit aktivistiske arbejde, og hvad jeg tænker er årsagen til dette. Jeg vil snakke om, hvordan litteraturen kan skabe små forandringer, om hvorfor de unges fortællinger er så vigtige, og om hvorfor vi skal lytte til dem, der siger mindst».
Høsten 2021 mottok du Nordisk Råds litteraturpris og nå får du Bjørnsonprisen. Hva betyr det for deg?
«Modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris har haft en stor effekt på mit forfatterskab og for Grønlands Litteratur, eftersom det var første gang i historien, at en grønlandsk forfatter har modtaget prisen. Sådan en anderkendelse for mit forfatterskab har åbnet døre op for mig, som gør det nemmere for mig at dele mit budskab med andre, specielt med det grønlandske folk. Men ikke mindst, så har den grønlandske regering adresseret selvmordsproblematikken meget mere end før, da befolkningen, sammen med mig, stillede flere krav og forlangte, at det var på tide, at regeringen tog problemet alvorligt. Selvmord har altid været meget tabuiseret her i Grønland, og modtagelsen af prisen har været med til at åbne op for dialogen, og det er det, der er vigtigst».
«Det er en stor ære at modtage Bjørnsonprisen. Jeg har i en del år siddet helt alene og forsøgt at gøre mit for at skabe en lille forandring i mit samfund, så børn og unge får den hjælp, de fortjener. Jeg har mødt en masse modstand og følt mig magtesløs til tider, og når jeg pludselig bliver anerkendt for mit arbejde, og en masse mennesker står sammen med mig, føler jeg, at det arbejde der står foran os bliver meget mere håndgribeligt og opnåeligt. At blive anerkendt som forfatter og aktivist i et andet land end mit eget forsikrer mig, at jeg godt kan arbejde med det, jeg elsker allermest og på samme tid kan gøre mit bedste for at skabe en lille forandring i mit hjemland. Litteraturen kender ingen grænser, og det er det smukkeste ved det».
Du var bare 24 år da du debuterte. Romanen Homo sapienne ble en sensasjon på Grønland og nådde bredt ut internasjonalt. Kan du fortelle hvordan boka ble til og hva du ønsket å oppnå med den og hvordan den har blitt mottatt?
«Jeg skrev min debutroman, HOMO sapienne, på tre uger. Jeg nåede aldrig at gøre mig tanker om, hvad det var for en bog, jeg skrev. Jeg vidste bare, at jeg som lgbtq+ person havde et kæmpe behov for at udtrykke mig om de ting, jeg syntes var udfordrende. Det var først efter, at den var udgivet, at jeg fandt ud af, hvor stor en effekt den havde på primært den grønlandske ungdom. Grønlandsk litteratur har været lidt stillestående i mange år og har ikke fyldt lige så meget i kulturlivet som andre kunstformer, så jeg fik en fantastisk modtagelse, fordi de unge endelig havde noget at læse, som de kunne spejle sig i. Succesen gjorde også, at jeg fik en chance for at skrive endnu en bog».
Bøkene dine, særlig Blomsterdalen, er temmelig mørke i sin behandling av psykisk helse blant unge og ikke minst de høye selvmordstallene Grønland sliter med. Hvordan opplever du at bøkene treffer leserne?
«Med Blomsterdalen har jeg erfaret, at litteraturen gør det meget nemmere for mennesker med traumer at snakke om noget så tragisk som selvmord. Før jeg udgav Blomsterdalen, lavede jeg aktivistisk arbejde for at bekæmpe selvmord, og selvom jeg fik rigtig meget støtte fra andre, mødte jeg også en stor forargelse, netop fordi det er et så ømtåleligt emne, der skal behandles med forsigtighed og respekt. Men litteraturen kan noget andet. Mine læsere får mulighed for at have deres helt egen tilgang til problemet gennem min roman; de får mulighed for at læse den i deres eget tempo og selv danne deres meninger og følelser omkring den, og der er det tusind gange nemmere at åbne op for dialog og forståelse».
Hva slags litteratur leser du og hvilke forfattere har inspirert deg i egen skriving?
«Jeg er ikke den store læser, men jeg forsøger at læse mine nordiske kollegaers nye udgivelser så godt som jeg kan. Jeg læste dog Auður Ava Ólafsdóttirs Arr, som også handler om selvmord, mens jeg var i gang med at skrive Blomsterdalen, og den fik mig til at tro endnu mere på min roman og gav mig styrke til at arbejde videre. Den gjorde et stort indtryk på mig og fik mig til at føle, at jeg ikke sad alene. Den ruskede også i min opfattelse af selvmord. Men uden tvivl er min største inspirationskilde de unge, jeg møder på min vej. Unge, som har haft et hårdt liv, og som ingen har lyttet til, men som har formået at beholde deres godhed og deres håb om fremtiden. Den styrke og modighed smitter af på mig. De er årsagen til, at jeg kan skrive».